Søg

Vinterbadning: Få gode råd og kom godt i gang

Uanset om du er nybegynder eller erfaren vinterbader, er det vigtigt at kende de grundlæggende råd for at få en sikker og behagelig oplevelse i det kolde vand. Se, hvordan du kommer sikkert i gang med vinterbadning, og hvorfor det er sundt.

Hvorfor er det sundt at vinterbade?

Vinterbadere siger selv, at turene i det iskolde vand gør dem sundere og mere modstandsdygtige over for sygdom. Men hvordan hænger det egentlig sammen? Hør overlæge Bente Klarlund forklare, hvorfor det er sundt at vinterbade.

Fordele ved vinterbadning

Det øger lykkefølelsen

Vinterbadning øger lykkefølelsen, da det kolde vand frigiver signalstoffer i hjernen. Det gør, at du ligefrem kan blive ”høj” af endorfiner, og det fremkalder en følelse af velvære.

Det styrker immunforsvaret

Det kolde vand aktiverer immunsystemet og øger adrenalinniveauet, hvilket kan hjælpe med at bekæmpe infektioner. 

Når kroppen udsættes for kulde, frigør den en række stresshormoner, som øger antallet af hvide blodlegemer i blodbanerne. Det gør, at adrenalinniveauet stiger og hidkalder de hvide blodlegemer, heriblandt de såkaldte naturlige dræberceller, som gør, at kroppen potentielt kan blive bedre til at bekæmpe infektioner.

Det er godt for blodkarrene

Når din krop bliver udsat for et kuldechok, trækker blodkarrene i fingre, fødder, arme og ben sig sammen, så blodet strømmer til de indre organer. Når du kommer op af vandet, åbner blodkarrene sig igen, og du får en varm fornemmelse i kroppen. Man kan sige, at vinterbadning er motion for blodkarrene.

Du bliver bedre til at holde varmen

Ved regelmæssig vinterbadning vænner kroppen sig til kulden, hvilket gør, at vinterbadere ikke fryser så meget, når de er ude i det kolde vejr. 
Man kan altså vænne sig til det kolde vand. Derfor er det smart at indlede sin første sæson som vinterbader ved at blive ved med at gå i vandet, mens temperaturen falder.

Vinterbader på vej ned i vandet

Vær opmærksom, når du vinterbader

Hvis du er sund og rask kan du begynde at vinterbade, når du vil - også i de koldeste måneder. Bader du om vinteren, er det ligesom om sommeren vigtigt at følge de fem baderåd. For det er bestemt ikke mindre farligt, når det er koldt.

Det er vigtigt, at du kender stedet, hvor du vinterbader, og er opmærksom på de lokale forhold - især hvordan du kommer op af vandet igen. Det er også vigtigt, at du aldrig bader alene, og du bør undgå at få hovedet under vand.

10 gode råd til sikker vinterbadning

Bad aldrig alene

Hvis du ikke kan komme op af vandet eller bliver taget af strømmen om vinteren, kan det i løbet af utrolig kort tid blive livsfarligt. 

Som ny vinterbader kan du risikere at hyperventilere i det kolde vand, og hvis du ikke får styr på åndedrættet, kan du risikere at besvime og drukne. Derfor er det vigtigt aldrig at vinterbade alene. 

Spørg din læge, hvis du er i tvivl om dit helbred

Hvis du er i tvivl, om dit helbred er godt nok til at vinterbade, så spørg altid din læge først.

Undgå at få hovedet under vand

Hop aldrig i det kolde vand med hovedet først. Det kan være farligt og øger blandt andet risikoen for at besvime. Når du vinterbader, skal du derfor undgå at få hovedet under vand og tag gerne en hue på hovedet. 

Når du udsætter kroppen for det kuldechok, som vinterbadning giver, trækker blodkarrene sig sammen for at bevare varmen omkring kroppens vitale organer. Men blodkarrene i hovedet reagerer ikke ved at trække sig sammen, hvilket betyder, at du meget hurtigt bliver afkølet. 

Tag kun korte dyp de første gange du vinterbader

Tag kun et kort dyp på omkring 5-10 sekunder i det kolde vand de første gange, du vinterbader. Herefter kan du forlænge tiden af dine dyp, som du synes. De fleste vinterbadere bader højest 20-40 sekunder.
 

Træk vejret roligt

Forsøg at skabe en rolig vejrtrækning, når du går i vandet. Det kolde vand kan give dig midlertidig åndenød. 

Varm dine muskler op inden

Varm dine muskler op, før du går i det kolde vand. Du kan fx løbe eller gå en tur, inden du hopper i.

Lad kroppen køle lidt ned efter sauna

Hvis du går direkte fra saunaen til vandet, så lad kroppen køle lidt ned, inden du går i vandet.

Gå langsomt på badebroen

Gå langsomt, da badebroen og trappetrinene kan være glatte. Det kan være en god idé at have et par sko eller sandaler på.

Tag varmt tøj på lige efter

Tag varmt tøj på, efter du har været i vandet, og drik også rigeligt med te eller andre varme drikke.

Gå ikke i vandet beruset eller sløj

Gå under ingen omstændigheder i vandet, hvis du er påvirket af alkohol eller føler dig sløj.

Som udgangspunkt kan alle raske mennesker vinterbade

Anders Myrhøj, Kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning
Tre vinterbadere på badebro som kigger ud over vandet

Er du klar til at vinterbade?

Test din viden om vinterbadning, og om du er klar til at hoppe i det kolde vand vinteren igennem.